Udkantskommunerne taber

De 16 udkantskommuner får færrest kontanter ud af regeringens skattereform.

De er trængte i forvejen på grund af finanskrisen. Alligevel viser nye beregninger nu, at det er udkantskommunerne, der er de store tabere, når der skal deles skattelettelser ud. Det skriver Ritzau i dag.

Det er blandt andet kommunerne Varde og Tønder, Venstre har sat i fokus blandt de 16 udkantskommuner, der har brug for særregler. Varde Kommunes skatteborgere får eksempelvis kun 4030 kroner årligt i gennemsnit efter reformen - det er 540 kroner mindre end gennemsnittet, der ligger på 4570 kroner årligt. Og så er Varde Kommune den af de 16 udkantskommuner, der får mest ud af skattereformen.

Ulige fordeling

Socialdemokraternes næstformand og skatteordfører, Nick Hækkerup, kan ikke se sammenhængen mellem Venstres nødhjælpsplan til udkantskommunerne og den nye skattereform:

- Det er dobbeltmoralsk, at Venstre pludselig vil give 16 kommuner i Udkantsdanmark særlige fordele, når man lige har gennemført en skæv skatteaftale, der i den grad tilgodeser champagnedanmark, siger Socialdemokraternes næstformand og skatteordfører, Nick Hækkerup.
 
- Hvis Venstre og DF havde givet en større del af skattelettelserne til de mindste indkomster havde danskerne i Udkantsdanmark haft flere penge mellem hænderne, og så kan det måske være, at den lokale købmand nede på hjørnet ikke behøvede at dreje nøglen om. I stedet er det nu lystbådeforhandleren i Hellerup Havn, der kan se frem til masser af nye bestillinger på dyre speedbåde, siger Nick Hækkerup til Ritzau i dag.