Udkantsminister en sjælden gæst

Danmarks udkantsminister er en sjælden gæst i de egne, som han ellers er minister for. Minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), har i sin første tid som minister blot besøgt udkantsdanmark to gange om måneden.

Det skriver Ekstra Bladet torsdag.Ministerens indsats vækker vrede i den borgerlige opposition på Christiansborg.

- Det er så kikset. Han burde være der betydelig mere. Det er alt, alt for lidt. Det giver jo ingen mening at være udkantsminister, hvis man ikke lægger sine aktiviteter og færden der, siger Mike Legarth (K).

Ifølge Ekstra Bladets gennemgang har Carsten Hansen kun været på besøg i udkantsdanmark ni gange på de knap fem måneder, hvor han har siddet som minister. Heraf har fire af besøgene - altså næsten halvdelen - været i hans egen vælgerkreds på Fyn.

Det er direkte useriøst, mener Dansk Folkeparti.

Kommer fint rundt

- Det siger da alt om, at han kun koncentrerer sig om sin egen kage. Han lever på ingen måde på til at være en ordentlig minister. Det er en hån overfor distrikterne at have et sådan ministerium, uden at der sker noget, siger Mette Dencker (DF), der er ordfører for landdistrikter.

Den kritik bliver dog afvist af Carsten Hansen, der selv mener, at han kommer fint rundt i landet.

- Jeg kommer jævnligt i landkommunerne. Jeg har lige været på Lolland i mandags. Jeg har været rigtig mange steder. I Brønderslev, Frederikshavn.. rigtig mange steder, siger han og understreger, at meget af hans tid går med arbejdet på Christiansborg.

Mette Dencker har nu kaldt Carsten Hansen i samråd for at få en forklaring på ministerens manglende indsats på området.