Udsteder læge-garanti i Esbjerg

Selvom flere læger har ladet sig pensionere eller er stoppet af andre årsager, så vil alle borgere i Esbjerg have adgang til en læge ligesom i resten af regionen. Det garanterer Region Syddanmark nu.

Alle borgere i Region Syddanmark har adgang til en praktiserende læge. Sådan har det altid været, og sådan også vil det fortsat være i Esbjerg.

Det fastslår afdelingschef i praksisafdelingen i Region Syddanmark, Frank Ingemann Jensen.

I Region Syddanmark har man længe været bevidst om, at flere læger i Esbjerg-området nærmede sig pensionsalderen.

Derfor har man holdt en slags datingmøder med yngre læger, der er på vej til at starte egen praksis og eksisterende praktiserende læger. Og den 17. og 18. januar 2014 afholder regionen sammen med Esbjerg Kommune i samarbejde med PLO Syddanmark en praksismesse i Esbjerg, hvor 13 praksisser tager imod 13 yngre læger og deres familier.