Udstillere klar til at anmelde messe: Et stort fupnummer

Udstillerne til den stort oplagte livsstilsmesse i Hedensted forrige weekend raser fortsat over arrangørerne. De vil have en del af deres penge tilbage – og anmelde arrangørerne for bedrageri.

Der skulle have været op mod 20.000 gæster til forrige weekends livsstilsmesse i Hedensted. Men tallet nåede knap over 1000 gæster på de to dage, selvom omkring 60 forretningsdrivende stod klar med tilbud, og Medina, Mads Langer, Rasmus Seebach og Sanne Salomonsen var hentet ind som underholdning.

Det fik forrige søndag udstillerne til at rette en skarp kritik mod Millenium Livsstilmesse, der stod bag messen. Og nu tager konflikten til. Udstillerne er ved at samle sig om et søgsmål mod Millenium Livsstilsmesse.

- Der er ikke andet at sige til det, end at det er et stort fupnummer. Stort set intet i kontrakten er blevet opfyldt, siger en af udstillerne, Vagn Christensen, der har en forretning i Horsens.

quote

Der er ikke andet at sige til det, end at det er et stort fupnummer.

Vagn Christensen.

Manglende markedsføring og forkert sted

Ifølge Vagn Christensen blev udstillerne lovet omkring 200.000 messekataloger og reklamer for messen i både lokalmedier og – radio. Og det er altså blandt andet det, udstillerne nu samler sig om.

- Vi er blevet ført bag lyset, og vi fik stort set ikke noget af det, der blev lovet. Der har generelt været en manglende markedsføring. Nu er messen overstået, og nu har vi god tid til at få lavet et søgsmål mod arrangørerne, siger Vagn Christensen, der vurderer udstillerne har brugt et sted mellem en og halvanden million på messen.

Ud over den manglende markedsføring er også placeringen af messen blevet kritiseret af udstillerne. Nogle af de første udstillere, der skrev under på kontrakterne, mener, at de er blevet lovet, messen skulle afholdes i DGI Huset i Vejle.

- I stedet var vi i nogle gamle fabriksbygninger i Hedensted. Og her var hallerne ikke opvarmet, fordi ingen kunne tænde for varmen, og så var blandt andet toiletterne ikke rene. Først søndag kom der bare lidt varme i hallerne, ellers stod vi med overtøj på, fortæller Vagn Christensen.

Klager til arrangøren

 Nu er flere af udstillerne så altså ved at samle sig om en klage til henholdsvis arrangøren og forbrugerombudsmanden. Samtidig ligger der også en bedragerianmeldelse og lurer.

- Det er jo bedrageri, så vi bør anmelde det. Principielt skal vi jo have penge tilbage, men vi gør os ikke nogle forhåbninger om at få nogle penge. I det mindste vil vi bare gerne gøre opmærksom på, hvordan vi er blevet behandlet.

"Har gjort, hvad vi kan"

TV SYD har mandag aften forsøgt at få fat på arrangøren fra Millenium Livsstilsmesse. De er dog ikke vendt tilbage på TV SYDs henvendelser. Forrige søndag sagde arrangøren dog sådan til TV SYD:

- Vi synes, vi har gjort, hvad vi kan, vi er desværre blevet beskyldt for, at der ikke har været nogen plakater, men der hænger 2000 plakater, så jeg synes, vi har gjort, hvad vi kan, siger arrangør Medina Docaj til TV SYD.

Tirsdag formiddag har Medina Docaj kontaktet TV SYD. Hun afviser generelt  kritikken fra udstillerne - og siger, at hun har bedt sin advokat se på beskyldningerne fra udstillerne.