Udstilling om 100-årig erhvervskvinde

Bitten Clausen, enke efter Danfoss grundlægger Mads Clausen, bliver 20. oktober 100 år, og det fejres med en udstilling om hendes liv i receptionen på Danfoss i Nordborg.

Danfoss historiske forening står bag udstillingen. Gennem billeder, tekster og effekter fortæller udstillingen om hendes liv og betydning for Danfoss. Hun har blandt andet bidraget til, at Danfoss er kendt for at påtage sig et socialt ansvar.

Bitten Clausen blev i 1939 gift med fabrikant Mads Clausen, der seks år tidligere havde grundlagt industrivirksomheden Dansk Køleautomatik- og Apparatfabrik. Virksomheden skiftede i 1946 navn til Danfoss.

Mads Clausen døde i 1966, og Bitten Clausen overtog lederskabet i virksomheden, der havde godt 6.000 ansatte. Han var bestyrelsesformand frem til 1971, da antallet af ansatte var steget til 10.000. Hun fortsatte som næstformand for aktieselskabet til 1988.

Bitten Clausen oprettede en erhvervsdrivende fond i sit eget navn for at beskytte virksomheden mod udenlandske opkøb. Fonden fik overdraget 90 procent af aktierne.

Hun begrundede oprettelsen af fonden med, at Danfoss havde fået så stor samfundsmæssig betydning, at virksomheden skulle beskyttes mod fjendtlige opkøb.

Overvejelse om at sælge aktierne

Senere har Danfoss haft overvejelser om at gå på børsen, men de er hver gang blevet stoppet af familien.

Bitten Clausen var formand for Bitten og Mads Clausens Fond fra 1971 til 1999.

Hun har fem børn: Karin (1940), Bente (1942), Jørgen Mads (1948), Peter Johan Mads (1949) og Henrik Mads (1953).

På sine ældre dage har Bitten Clausen haft mulighed for at dyrke sine private interesser, blandt andet havebrug. En rose har fået hendes navn.

Bitten Clausen blev 1975 ridder af Dannebrogordenen og 1990 ridder af 1. grad. Hun er desuden ridder af 1. klasse af den Norske Skt. Olavs Orden og udnævnt til æresborger i det alsiske Nordborg og i Tianjin, Kina, hvor Danfoss har en stor fabrik.

Bitten Clausen stammer fra Haderslev, og hun fik en uddannelse som telefonistinde.

Kilde: Inge Adriansen.

Udstillingen kan ses i Danfoss hovedkvarter i Nordborg i hver weekend frem til 30. december. Åbningstiden er mellem klokken 11.00 og 16.00.