Udviklingshæmmede skal ikke gemmes væk

Kim Bohn Petersen, 35 år, fra Ribe, mener, at han har det bedste job. Han er servicemedarbejder hos Bilka i Esbjerg, hvor han sammen med 12 andre udviklingshæmmede står for flaskeafdelingen.

Bilka har i samarbejde med Esbjerg Kommune skabt et træningssted, hvor udviklingshæmmede kan få en overgang fra et beskyttet værksted til et egentligt skånejob.

Udviklingshæmmede er blevet trænet i Bilka i flere år, og initiativet har bredt sig til en lang række virksomheder.

I Esbjerg oplever varehuschef Jeanette Duvander, at de udviklingshæmmede er blandt de mest glade, pligtopfyldende og loyale ansatte.

- Det er en fornøjelse at have dem her, understreger hun.

Flere skal ud i job

De udviklingshæmmede får ikke alene praktiske færdigheder, men også indsigt i, hvordan man begår sig på en arbejdsplads.

I Bilka består arbejdet blandt andet i at fylde varer op på hylderne.

Landsforeningen for udviklingshæmmede og pårørende, LEV, arbejder på at få flere udviklingshæmmede ud på normale arbejdspladser. De skal ikke gemmes væk på beskyttede værksteder.

Landsforeningen vil have skabt sammenhæng for de udviklingshæmmede fra folkeskole over den særlige tilrettelagte ungdomsuddannelse til et voksenliv uden for de beskyttede værksteder.

Se også LEVs hjemmeside om indsatsen.