TV der bevæger dig

Udvises efter gruppevoldtægt

Voldtægten skete under markedsdagene i Vorbasse. (Arkivfoto).

Højesteret skærper straffen over fire unge irakiske mænd, som skal udvises for en gruppevoldtægt mod en 14-årig pige.

Pigen blev voldtaget på Vorbasse Marked i 2008.

Fire unge mænd fra Irak blev torsdag i Højesteret idømt skærpede straffe for en gruppevoldtægt mod en 14-årig pige. Samtidigt stadfæstede Højesteret, at alle fire skal udvises for bestandigt, når straffen er afsonet.

De fire fik straffen forhøjet med syv måneder i forhold til landsrettens dom og skal nu tre et halvt år i fængsel. Den yngste, der var 16 år på tidspunktet for forbrydelsen, slipper dog på grund af sin alder med tre års fængsel.

Ingen formildende omstændigheder

I Vestre Landsret i Kolding blev alle fire sidste år idømt straffe på to år og ni måneders fængsel. Men Højesteret siger, at straffen for en voldtægt begået i forening som udgangspunkt bør fastsættes til tre et halvt års fængsel. Der er for de fires vedkommende ingen formildende omstændigheder, som skulle kunne ændre på det.

I byretten blev udvisningen af alle fire gjort betinget. De har over for Højesteret hævdet, at en udvisning til Irak vil være lig med "den visse død", men både landsretten og nu også Højesteret siger udvisning for bestandigt.

De dømte er Abdulaziz Khasar Jebi, 18, Fahd Maziad Massad, 19, Abdullah Maayuf Al-Badri, 21, og Husseni Maayus Al-Badri, 23 år.

De mødte den 14-årige pige på det årlige marked i Vorbasse ved Billund i 2008. Mødet endte med, at pigen blev voldtaget af alle fire mænd.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden