Ufaglærte skal renovere ghetto – og være rollemodeller

Esbjergghettoen Stengårdsvej skal renoveres over de næste tre år. 14 ufaglærte ledige er netop nu i gang med at blive udlært til at kunne deltage i renoveringsprojektet.

Det nye projekt på Stengårdsvej skal udover selve renoveringen af området også give de ledige et skub i retning af en erhvervsuddannelse eller et fast job på arbejdsmarkedet.

De ufaglærte ledige skal hjælpe virksomheden Chr. Brinck & Søn med at forvandle ghettoen. For seks ud af de fjorten af de ledige bliver arbejdet måske ekstra motiverende, for de bor selv på Stengårdsvej. Det gør dem til rollemodeller.

Mogens Skov er en af de 14 ledige, der er ved at lære nyt. Han bor i et af højhusene – og nu sætter han en milepæl i sit arbejdsliv. For snart er han færdig med et syv-ugers kursus på AMU Vest i Esbjerg. Så bliver det alvor.

quote

De bliver en rollemodel for de andre i området. Vi håber på, at det kan inspirere andre til at gøre det samme.

Peter Sandager, direktør, Boligforeningen UngdomsBo, Esbjerg

- Så skal jeg forhåbentlig ud i det pulserende erhvervsliv og tjene nogle gode penge. Jeg har desværre været på kontanthjælp de sidste par år, siger Mogens Skov til TV SYD.

Virksomheden Chr. Brinck & Søn manglede kvalificeret arbejdskraft. Jobcentret tilbød hjælp og har givet de 14 ledige en række kurser.

- Byggebranchen er svær at finde arbejdskraft til for tiden. Mange importerer arbejdskraft fra udlandet. Men vi har dem jo lige omkring os. Så for os er det et spørgsmål om at komme i gang med det, som mange snakker om. Vi gør det bare i stedet for, forklarer Thomas Thomsen, der er direktør hos Chr. Brinck & Søn.

Mogens Skov og de 13 andre kommer til at spille en særlig rolle på Stengårdsvej, hvor arbejdsløsheden er stor.

quote

Så skal jeg forhåbentlig ud i det pulserende erhvervsliv og tjene nogle gode penge. Jeg har desværre været på kontanthjælp de sidste par år.

Mogens Skov, kontanthjælpsmodtager, Esbjerg 

- De bliver en rollemodel for de andre i området. Vi håber på, at det kan inspirere andre til at gøre det samme, siger direktør i Boligforeningen UngdomsBo, Peter Sandager.

De 14 ledige skal i første omgang på jobprøvning i virksomheden. Så hvor mange af dem, der rent faktisk får et job er endnu for tidligt at sige. Men måske får de blod på tanden til at ville mere.

- Man skal turde give folk en chance. De fleste vil gerne en masse ting, men de skal bare have muligheden for det. Det er ikke alle der har fået muligheden herude – tværtimod, slutter Thomas Thomsen.