Mandagens overblik: Ugen begynder med regn og rusk

Mandag begynder ved Retten i Esbjerg straffesagen mod en 63-årig mand og en 60-årig kvinde fra Vejen, der er tiltalt for vold og overgreb mod deres fire børn.

I dag får Toldstyrelsen i Esbjerg besøg af landets skatteminister, Karsten Lauritzen (V). Vi nærmer os datoen for Brexit, der er den 29. marts, og derfor har Toldstyrelsen ansat ekstra folk. Ministeren vil gerne slå et slag for, at virksomhederne kommer på dupperne og gør sig klar til Brexit. 

Borgere får i dag mulighed for at stille spørgsmål til den omdiskuterede gasledning, Baltic Pipe, der skal fragte gas fra Nordsøen gennem Danmark til Polen. I aften inviterer Danske Energinet nemlig til borgermøde i Kolding. Energinet vil fortælle om projektet, hvorefter borgere kan stille spørgsmål. 

Landets fiskeriminister, Eva Kjer Hansen (V), besøger i dag Naturpark Lillebælt i Fredericia. Her skal hun mødes med repræsentanter fra parken og formanden for Bælternes Fiskeriforening, Allan Buch, for at se på de forskellige fiskearter, vi har i de danske farvande. De skal fiske og smage de ikke så kendte - eller brugte fiskearter - i de danske hjem. 

Begge lokale politikredse meldte mandag morgen om en rolig nat.

Kraftige regnbyger sætter sit præg på morgentrafikken med nedsat sigtbarhed og våde glatte veje. Husk, at du altid kan tjekke biltrafikken på trafikinfo.dk, busruter på Sydtrafik og Midttrafik og tog hos DSB og Arriva.

Det lune forårsvejr skifter karakter mandag, hvor der kan ventes regn og rusk i Syd- og Sønderjyllands område. Temperaturen kommer til at ligge mellem fire og otte grader, og vinden vil være jævn til hård fra syd og sydvest. Mandag aften advarer DMI om blæst og højvande ved Vadehavet.

Tak, fordi du læste med.

Med venlig hilsen

Ernst Møller