Uheldig patient får udsættelse med tilbagebetaling

Region Syddanmark har nu stillet et tilbagebetalingskrav mod en fejl-opereret patient i bero, indtil en retssag har afgjort sagen.

Hen over weekenden fortalte TV SYD om Jørn Buch, der for knap et år siden fik erstatning gennem Patienterstatningen, fordi han mistede sit ben efter en operation for blærekræft, hvor han fik blodpropper i benet. En komplikation, der opstod efter mere end fem timer i ben-bøjler. Odense Universitetshospital meldte selv sagen til Patienterstatningen, og Jørn Buch fik en erstatning på 270.000 kroner.

Men siden har Ankenævnet for Patienterstatning afgjort, at han ikke skulle have haft erstatning, og Region Syddanmark havde krævet de 270.000 kroner tilbage med 30 dages varsel.

- Det er en ulykkelig sag, og uden tvivl en sag, der har store konsekvenser for patienten, men når Ankenævnet beslutter, at patienten ikke er berettiget til erstatningen, så har vi ikke andre muligheder end at bede om at få pengene tilbagebetalt, siger Region Syddanmarks sundhedsdirektør Jens Elkjær.

Patienten har givet udtryk for at ville udtage stævning i sagen mod Ankenævnet for Patienterstatningen, og Region Syddanmark vil derfor sætte kravet om tilbagebetaling i bero, indtil sagen er afgjort.

- Vi kan og må som region ikke beslutte, hvorvidt en patient kan beholde sin erstatning eller ej. Det er udelukkende Patienterstatningen eller Ankenævnet for Patienterstatningen, der som uvildige instanser tager stilling til patientens sag, forklarer Jens Elkjær, der er sundhedsdirektør i Region Syddanmark.

Odense Universitetshospital tog selv initiativ til at kontakte Patienterstatningen efter operationen, hvilket sygehuset skal, hvis der kan være mulighed for, at en patient har krav på en erstatning. Patienterstatningen tildelte den pågældende patient erstatning. Region Syddanmark udbetalte herefter erstatningen, som loven foreskriver.

Patienten valgte derefter på eget initiativ at anke afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, og her mente ankenævnet ikke, at Jørn Buch havde ret til erstatningen.