Uledsagede flygtningebørn mangler værger

Der er mangel på værger til uledsagede flygtningebørn i flere kommuner i Syd - og Sønderjylland. Det gælder også for Hedensted kommune.

For godt et år siden kom Aref Hasani alene til Danmark. Han flygtede fra Afghanistan uden sin mor og far. Fordi han var under 18 år, fik han tildelt en værge.

- Det har været en kæmpe hjælp. Da jeg kom, kunne jeg mærke følelsen af at være alene. Jeg havde ikke nogen at snakke med, siger Aref Hasani fra Tørring til TV SYD.

Værgerne er frivillige, der skal støtte flygtningebørn under 18 år, der er flygtet uden deres forældre. De skal blandt andet tage med til møder i kommunen - både mens barnet får behandlet sin asylsag, og efter barnet har fået opholdstilladelse.

Men Hedensted kommune mangler værger. Lige nu er der 40 værger, men kommunen mangler omkring fem mere.

- Vi har efterhånden støvsuget vores netværk, og der er rigtig mange borgere, der har været gode til at hjælpe. Men nu har vi så ikke nogen, og det er derfor, vi håber, at vi kan få nogle flere, siger Heidi Aasborg, integrationsleder i Hedensted kommune.

Det rammer i følge hende de unge hårdt, når der ikke er en voksen til at tage sig af dem.

quote

Unge flygtninge er jo enormt udsatte, fordi de er her uden deres familie. Derfor har de brug for et netværk, så de kan blive integreret, og så de kan føle, at de hører til og får den her familiefølelse

Heidi Aasborg, integrationsleder i Hedensted Kommune

- Unge flygtninge er jo enormt udsatte, fordi de er her uden deres familie. Derfor har de brug for et netværk, så de kan blive integreret, og så de kan føle, at de hører til og får den her familiefølelse, siger hun.

For Aref Hassani har hans værge, Anne Marie, i hvert fald fået en helt særlig plads i hans liv. 

 

- Anne Marie kan ikke tage mine forældres plads, men hun gør rigtig meget. Hun er nærværende, og hun prøver virkelig at være som en mor, selvom det selvfølgelig ikke er det samme, siger Aref Hassani. 

Hvis man gerne vil være værge, så kan man kontakte integrationsafdelingen i Hedensted kommune.

Se indslaget fra TV her: