Ulig konkurrence i hallerne

Håndboldklubberne i Hedensted Kommune betaler over 100.000 kr. i halleje, mens klubberne i Vejle og Horsens får hallerne stillet gratis til rådighed.

- Ud over halleje, som er på omkring 120.000 kr. om året, så skal vi bruge omkring 150.000 kr. til at betale dommere, trænere, tøj og bolde. Det betyder ulige konkurrence-vilkår i forhold til de omkringliggende kommuner, fortæller formanden for håndboldklubben HSR i Hedensted kommune, Søren Østergaard til P4 Trekanten.

Forskelsbehandlingen betyder, at klubberne i HSR, der samler håndbolden i Hornsyld, Stouby og Rårup, har færre medlemmer.

- De flytter måske til klubber de andre kommuner og får et billigere kontingent, lyder det fra håndboldformanden.

Hos seniorerne i HSR betaler mændene 1200 kr i kontingent om året, mens klubbens håndboldkvinder betaler 1500kr. Men så må de også træne to gange om ugen mod mændenes ene træningsaften.