Ulovlig knallert: Straffen sat op

Alt for mange teenagere kommer til skade ved at køre knallert. Derfor er der kommet nye, skrappere straffe, hvis man kører ulovligt.

TV SYD sender direkte fra skolen i Bredsten. Her sidder unge, vordende knallert-kørere i aften på skolebænken for at høre om de nye regler.

Straffen for at køre ulovligt på knallert er skærpet. Hvis man gør det, risikerer man at miste retten til at køre på knallerten i et halvt år og op til to år. Hvis knallertkøreren er over 18 år, kan det også betyde, at man ikke må køre bil i et halvt år og også op til to år.

De nye regler betyder også, at det bliver sværere at tage det obligatoriske knallertkørekort. Der er mere teori, inden de unge slippes løs på knallerten.

Fra 2007 til 2011 er tre unge knallertkørere blev dræbt - alene i Sydøstjyllands Politikreds. Og 90 er blevet kvæstet. De uhyggelige tal er baggrunden for lovændringerne.