TV der bevæger dig

SAMFUND

Dyrenes Beskyttelse: Hvalpe smugles ulovligt over grænsen

Hundehvalpe fra Østeuropa kommer ulovligt ind i Danmark. Dyrenes Beskyttelse har otte gode råd til dig, hvis du skal købe en hund.

Tænk dig godt om, inden du handler hos en hundehandler. Kontakt politiet eller Dyrenes Beskyttelse, hvis du ser noget, du ikke bryder dig om. Foto: TV2

Grænsekontrollen holder mest øje med mennesker, men det er i høj grad også hundehvalpe, som krydser grænsen illegalt.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse bliver der ofte solgt hvalpe ulovligt til danske hundevenner. 

- Der er en stor økonomisk gevinst ved at købe hvalpe billigt i Østeuropa og sælge dem dyrt i Danmark. Derfor kommer der mange hvalpe over landegrænsen til Danmark, og de fleste er formentlig ulovlige, siger Jens Jokumsen, som er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.  

Læs også Skærpet politi-indsats: Nu skal dyremishandling og ulovlig handel stoppes

Populære racer 

Han oplyser, at en stor del af handelen foregår i lukkede Facebookgrupper. Der bliver ofte handlet racer som bomuldshund, mops, fransk bulldog og polarhunde som Siberian Huskey

- For disse racer er der en større efterspørgsel, end markedet kan mætte. Derfor kan sælgeren nogle gange presse køberen til at handle hurtigt, så hvalpen ikke bliver solgt til en anden, siger Jens Jokumsen. 

Det skal du tænke på

Men hastværk er lastværk. I stedet har Dyrenes Beskyttelse en liste over, hvad du skal sikre dig, inden du køber en hvalp:

  1. At hvalpen skal være otte uger, før den må sælges. Det er et lovkrav i Danmark.
  2. At hvalpen er registreret i Dansk Hunderegister. Det er et lovkrav, at den er registreret, inden den er otte uger.
  3. At den er blevet vaccineret og undersøgt af en autoriseret dyrlæge.
  4. At du har set hvalpens mor og hvalpen sammen.
  5. At du har set, hvor hvalpen er vokset op, så du har et indtryk af forholdene og den opdrætter, som sælger hvalpen. Lav gerne flere besøg.
  6. At hunden er vant til og tryg ved mennesker. Hvis den er sky og bange for mennesker, kan det tyde på, at den er opvokset isoleret og med et minimum af menneskekontakt.
  7. Køb aldrig en hvalp hos en opdrætter, hvis du er i tvivl. Du risikerer at støtte dårlige opdrættere.
  8. Kontakt politiet på 114 eller Dyrenes Beskyttelse på 1812, hvis du ser noget mistænkeligt.

Kilde: Dyrenes Beskyttelse.