Ulovlige solceller gøres lovlige

Tønder Kommune vil i løbet af to år gøre et ulovligt solcelle-anlæg lovligt for at fremme erhvervslivet i udkantskommunen.

Erhvervslivet i Tønder Kommune skal have mulighed for at udvikle sig. Derfor bliver alle nye tiltage hilst velkommen. Derfor har et flertal i det politiske udvalg for teknik og miljø vedtaget at give en godkendelse til et solcelle-anlæg på ca. 16 kvadratmeter ved Ballum.

Anlægget er ulovligt opført. Godkendelsen er gjort tidsbegrænset i to år.

Bedre end rustne traktorer

- Der er tale om erhvervsvirksomhed, der bruger anlægget til udstilling. Det rager godt tre meter i vejret, og derfor er det selvfølgelig også synligt i området. Ikke desto mindre har flertallet altså valgt at give denne dispensation, fordi vi skal give vores erhvervsliv nogle reelle muligheder at arbejde med ? og det er svært at forhandle solcelleanlæg, hvis man ikke kan udstille dem, mener udvalgsformand Bo Jessen.

Han peger i den forbindelse på, at virksomheden kunne have valgt at udstille en hoben rustne traktorer.

? Og så er solcelleanlægget trods alt mere spændende at se på, mener han.

Årets første afstemning

Der var ikke enighed i udvalget, som måtte have årets første afstemning. De tre ja-stemmer kom fra Bo Jessen, V, Jørgen Popp Petersen, SP, og Svend Frehr Sørensen, V. Nej-sigerne var Frede Jensen, S, og Henrik J. Møller, SF.