TV der bevæger dig

Ultraløbere blev sluppet løs i militærterræn

Vrøgum Løbet blev reddet ved at tilbyde ultraløb gennem Oksbøllejrens militærterræn. Foto: Claes Adel, TV SYD

Vrøgum Løbet blev reddet ved at tilbyde ultraløb gennem Oksbøllejrens militærterræn. Foto: Claes Adel, TV SYD

1 af 2

Fredag aften blev Vrøgum Løbet afviklet for 28. gang. En tradition der var ved at dø, men som nu igen samler den lille vestjyske by.

Selvom 26 år skulle være rigeligt til at skabe en tradition, så tilføjede man sidste år et 13 kilometers ultraløb gennem det miltære terræn ved Oksbøl.

Det var der en særlig årsag til.

- Deltagerantallet var dalende, og der kom mange flere løb rundt omkring, som mindede om vores, siger arrangør af Vrøgum Løbet, Bente Staal, til TV SYD.

Så der måtte ske noget nyt, for at skabe nyt liv i det traditionsrige løb.

- Min mand Kim, der er tidligere militærmand, fik den idé, at det kunne være fedt at lave et samarbejde med Oksbøllejren, der ligger tæt på.

Hvis vi slet ikke havde ændret noget, så ville interessen for de helt almindelige løb dale. Så tror jeg, vi var stoppet. Men nu bliver vi helt sikkert ved.

Bente Staal, arrangør, Vrøgum Løbet

Ultraruten på 13 kilometer går gennem ujævnt terræn, over skyttegrave og under kampvogne. Brandvæsenet står også klar med en stor slange og sprøjter vand på løberne. Det har lokket nye deltagere til.

- Jeg ville gerne prøve nogle nye udfordringer, så det synes jeg kunne være spændende – og hårdt, forklarer den 18-årige ultraløbsdebutant Christian Lerche Hansen.

Løbet er et fast, årligt samlingspunkt i Vrøgum. Det til trods har fornyelse været tvingende nødvendigt.

- Det var blevet mindre og mindre for hvert år. Hvis vi slet ikke havde ændret noget, så ville interessen for de helt almindelige løb dale. Så tror jeg, vi var stoppet. Men nu bliver vi helt sikkert ved, slutter Bente Staal.

Vrøgum Løbet tilbyder også almindelige løberuter på 4,2 og 8,0 kilometer.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu