Ulve-plan efter angreb på får

En arbejdsgruppe under Vildtforvaltningsrådet skal rådgive om håndteeringen af ulve i den danske natur.

Ulven gemmer sig et eller andet sted i den jyske natur, men efterhånden har den nedlagt 14 får og lam, og nu vil fåre-avlerne have klar besked om, hvordan ulven skal håndteres.

Skyd den!

Åse Svendsen i Gånsager ved Skærbæk avler får af en kvalitet, som bliver rost af både kolleger og kokke. Hun har mistet fire får og et lam, og der er ingen tvivl om, at dyrene er nedlagt af en ulv. To andre avlere på Skærbæk-egnen har haft besøg af ulven, og den ene har mistet syv får.

Åse Svendsen mener som andre fåreavlere, at ulven skal skydes, men hun tvivler om, at der sker noget som helst, før yderligere 10-20 får og lam er bidt ihjel.

Det er glædeligt!

Skovrider Bent Rasmussen fra Naturstyrelsen Vadehavet siger, det ikke er så ligetil at nedlægge en ulv. Den er fredet, påpeger han i JyskeVestkysten. Han oplyser, at en arbejdsgruppe under Vildtforvaltningsrådet arbejder på en plan om, hvordan ulven kan indpasses i den danske natur, hvis den skal blive her.

Det er Vildtforvaltningsrådet, som rådgiver regeringen i disse spørgsmål, og miljøministeren har allerede meldt ud, at det er glædeligt, at ulven igen findes i den danske natur.

Ud med den!

Fåre- og lamme-avlere siger derimod, ulven er uønsket. I dag holder de danske lamme-producenter generalforsamling i Horsens, og de vil melde ud, at ulven er et skadedyr, og den bør behandles som sådan.

De danske fåreavlere har tidligere krævet, ulven bliver jaget ud af landet. Formanden for Dansk Fåreavl, Richard Andersen, har rent ud sagt, at alle ulve skal indfanges og sendes hjem, hvor de kom fra.