Ulykke på Bali: Andreas bliver mindet af fodboldklubben VB

Andreas Winther Nielsen - en af de to 21-årige, der natten til lørdag blev dræbt i en bilulykke på Bali – har spillet i VB. Nu ærer de hans minde.

”Det er med stor sorg, at Vejle Boldklub i weekenden modtog meddelelsen om, at klubbens tidligere ungdomsspiller, Andreas Winter (f. 1996), var gået bort i en trafikulykke under en ferie på Bali i Indonesien.”

Sådan skriver Vejle Boldklub på deres hjemmeside onsdag. Andreas Winther Nielsen havde nemlig spillet i fodboldklubbens ungdomsafdeling indtil 2015, hvor han måtte opgive elitefodbolden på grund af skade.

- Det er utroligt sørgeligt og svært at finde ord, der egentlig passer. Andreas var et af vores allerstørste talenter i nyere tid. Han var med på det U/14-mesterrækkehold, der blev jyske mestre i sin tid. Desværre var han plaget meget af skader i slutningen af hans ungdomstid. Andreas havde en god fysik, var hurtig, stærk og med et fremragende spark. En af de bedste spillere jeg har arbejdet med, siger Søren Lykke, der er VBs nuværende A+ træner, på klubbens hjemmeside. 

Søren Lykke trænede Andreas Winther Nielsen, da han spillede som U /14, og siden fulgte han det unge talents udviking i klubben.

- Andreas Winther var samtidig en god og ærgerrig dreng, der var en god kammerat, som var utrolig vellidt – altid med et smil på læben og en hurtig bemærkning. Han var et socialt samlingspunkt på holdet i VB, siger Søren Lykke.