Ulykke stopper arbejdet på den gamle Lillebæltsbro

De sidste to dage har arbejdet på den gamle Lillebæltsbro ligget helt stille.

Ekstra sikkerhedsforanstaltninger har de seneste to en halv uge sinket arbejde med at renovere den gamle Lillebæltsbro, og i går besluttede Vejdirektoratet helt at standse arbejdet på broen.

Årsagen er en arbejdsulykke, som skete den 28. maj. Under arbejdet på broen fik en ansat stød, og siden da har Vejdirektoratet og Banedanmark forgæves forsøgt at finde årsagen ulykken. I mellemtiden er arbejdet på broen foregået under skærpede sikkerhedsforanstaltninger, hvilket betyder, at der kun er udført en begrænset mængde arbejde på broen i siden ulykken.

quote

Vi har ikke været i stand til at genskabe den situation, der udløste stød, men da det her handler om personsikkerhed, tager vi det meget alvorligt.

Shahriar Honar, specialkonsulent, Vejdirektoratet.

- Vi har ikke været i stand til at genskabe den situation, der udløste stød, men da det her handler om personsikkerhed, tager vi det meget alvorligt, siger specialkonsulent ved Vejdirektoratet, Shahriar Honar, til TV SYD.

Ingen fare for trafikanter

Shahriar Honar forklarer, at der i forvejen var strenge sikkerhedsforanstaltninger under arbejdet.

- Der er strømførende kabler i vejbanen og i luften over os, og da beton desuden er strømførende, er det en kompliceret situation at arbejde i, forklarer han.

Det er også årsagen til, at Vejdirektoratet og Banedanmark ikke uden videre har kunnet finde årsagen til den fejl i strømføringen, der udløste stød.

Den ansatte slap ifølge Vejdirektoratet heldigt fra ulykken og har det efter omstændighederne godt

For fodgængere, cyklister og de, som deltager i Bridgewalking, er der ingen risiko i at færdes på broen, Der har udelukkende været strømproblemer på byggepladsen,” siger sektionschef hos Banedanmark, Jesper Sejerø

Heller ikke togtrafikken er påvirket af situationen.

Arbejdet forsinkes

Hvor længe der kommer til at gå, inden arbejde på broen kan genoptages, kan Vejdirektoratet ikke sige.

- Vi håber, at kunne gå i gang med arbejdet en af de nærmeste dage. Lige nu er det et kapløb med tiden, for hvis vi bliver alt for forsinkede i arbejdet, risikerer vi at komme for langt ind i efteråret, før vi kan blive færdige. Det er et problem, fordi kvaliteten af for eksempel vejbelægningen bliver dårligere, hvis det når at blive for koldt, inden vi er færdige, siger Shahriar Honar til TV SYD.

Shahriar Honar kan endnu ikke sige hvor lang tid arbejdet med at gøre renoveringen af broen færdig vil blive forsinket.