Umotiveret trampevold

Gerningsmændene til voldsepisoden i Esbjerg kendte ikke deres offer - overfaldet virker umotiveret.

Tilsyneladende var det en tilfældig 40-årig mand, der blev overfaldet og trampet halvt ihjel, da fire unge esbjergensere gik i byen.
 
- Det kunne lige så godt have været dig eller mig.
 
Meldingen kommer fra vicepolitiinspektør Bent Thuesen, der har efterforsket det rå overfald i Esbjerg natten til tirsdag, hvor en lokal 40-årig mand blev trampet halvt ihjel af tre unge mænd og en kvinde.

Kendte ikke hinanden

Ifølge politiet er der ingen tegn på, at overfaldskvartetten og offeret kendte hinanden eller er løbet på hinanden tidligere på aftenen, hvor de fire unge havde turet rundt på en stribe værtshuse i det centrale Esbjerg.
 
- Det tyder på, at overfaldet er fuldstændigt umotiveret. Det er så groft, så det næsten ikke er til at finde ord for, siger Bent Thuesen.
 
Offeret var på et tidspunkt i livsfare efter bl.a. at være blevet stampet på hovedet, men hans tilstand er nu mere stabil.
 
Han er dog fortsat ikke vågnet fra den bevidstløse tilstand, som han blev fundet i på Torvegade i de første timer af tirsdag.