Undersøger skilte efter ældre mands død

Mandag formiddag afgik en ældre mand ved døden, efter at han lørdag blev ramt af et skilt i Horsens. Både kommune og politi undersøger sagen.

Et informationsskilt væltede lørdag formiddag ned over en 81-årig mand på Søndergade i Horsens. Manden kom så slemt til skade, at han mandag formiddag afgik ved døden.

Nu er både politi og kommune gået ind i sagen.

I Horsens Kommune er de ved at finde ud af, om der er gjort alt det, der har været nødvendigt i forbindelse med skiltene. Det arbejde er endnu ikke færdiggjort, da kommunen vil være helt sikre på, at det bliver gjort ordenligt, siger Peter Sinding Poulsen, der er direktør for kulturforvaltningen i Horsens Kommune.

- Vi har indtil videre brugt kræfterne på at  give familien krisehjælp. Lørdag tilbød vi familien krisehjælp via sygehuset. Det tog den imod, og de har talt med en krisepsykolog, siger Peter Sinding Poulsen til TV SYD. 

Skiltet, der var skyld i mandens død, er sammen med de omkring ti resterende skilte på Søndergade i Horsens nu fjernet og opmagasineret. Politiet er også inde i efterforskning af sagen.
 
- Skiltene er undersøgt, og nu skal vi finde ud af, om loven er overtrådt i forhold til standen og placeringen af skiltene, siger Lars Peter Madsen, der er vicepolitiinspektør ved  Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Politiet kan endnu ikke sige, hvornår der foreligger et resultat af undersøgelsen.