TV der bevæger dig

Undgå snyd på nettet

Tjek hvem du handler med på nettet før du betaler. Sådan lyder opfordringen fra både Politiet og Forbrugerrådet. Foto: Arkivfoto.

Du skal være ekstra forsigtig, når du handler med andre private på nettet. Sådan lyder rådet fra både Forbrugerstyrelsen og Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugere er godt beskyttet af loven, når de handler med virksomheder på nettet. Men når man handler med andre private, så ser billedet helt anderledes ud.

- Når du handler med private, så er du ikke beskyttet af forbrugerloven, fortæller chefkonsulent hos Forbrugerstyrelsen, Kathrine Bjørnager til TV SYD

Og hun får opbakning af vicedirektør hos Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe.

- Nej, man står ikke så godt, som når man handler med en virksomhed. Og det betyder, at hvis det går galt, så kan man være ilde stedt, siger Vagn Jelsøe til TV SYD.

Han råder til, at man generelt er meget påpasselig når man handler med private.

- Man kan fx google vedkommende man vil handle med, og så kan man undersøge om prisen virker rigtig. Hvis den er for høj, ja så bliver man jo snydt, men hvis den er for lav, så kan det være en hælervare, siger Vagn Jelsøe, der fremhæver det gamle ordsprog om, at hvis noget lyder for godt til at være sandt - så er det nok ikke sandt.

Han råder også til, at man så vidt muligt mødes med personen, man vil handle med eller indgår en skriftlig aftale på forhånd.

Og så skal man ikke betale med bankoverførsler. - Betal med dankort eller mastercard, råder Vagn Jelsøe. -Så kan man få banken til at føre pengene tilbage, hvis man ikke modtager varen.

De samme råd giver Steen Edeling, politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.

- Du skal undersøge dem, du handler med, tjekke sælgers hjemmeside, og så skal du sørge for at bruge anerkendte betalingsmetoder som fx. paypal, råder Steen Edeling.

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden