Unfair, hvis Sønderjylland skal betale

- Det er unfair, hvis Sønderjylland står med regningen for lukkede kaserne, fordi forsvaret skal spare 2,7 milliarder kroner, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

I Region Syddanmark er kaserne i Sønderborg, Varde og Haderslev lukningstruet. Det er ca. 900 arbejdspladser - svarende til næsten hver tredje militære arbejdsplads i regionen.

- Jeg beder bare om lidt retfærdighed. Vi er i forvejen den region, som har det laveste antal arbejdspladser i militæret i forhold til befolkningstallet, siger Carl Holst til TV SYD.

900 arbejdspladser

- Region Syddanmark er i forvejen den region, som har næstfærrest statslige arbejdspladser i forhold til indbyggertallet. En lukning af kasernerne i vore region vil betyde, at der derudover kan forsvinde 900 arbejdspladser, siger Carl Holst og fortsætter:

Laveste antal

- Samtidig er Region Syddanmark den region i landet, der har det laveste antal ansatte i forsvaret i forhold til indbyggertallet.

Forsvaret har 2,51 statslige årsværk pr. 1000 indbyggere i Region Syddanmark mod 7,61 årsværk i Region Nordjylland og 3,70 årsværk i Region Hovedstaden, påpeger Carl Holst i en pressemeddelelse.

3000 arbejdspladser

Foruden de tre lukningstruede kaserner har forsvaret ca. 1000 arbejdspladser på Flyvestation Skrydstrup - og ca. 800 arbejdspladser på de to kaserne i Fredericia, som åbenbart ikke er truet af lukning. Dertil kommer et antal arbejdspladser i hjemmeværnet, bl.a. Nymindegab og Søgårdlejren.