Ung kvinde forsøgt voldtaget

Det lykkedes hende at sparke sig fri.

Det lykkedes en 19-årig kvinde i Haderslev at sparke sig fri fra en mand, som tidligt søndag morgen forsøgte at voldtage hende. Da hun mellem klokken 4.40 og 4.50 var på vej hjem fra byen, greb han fat i hende og skubbede hende ind imellem nogle containere på Hiort Lorenzensvej. Det har hun oplyst til Syd- og Sønderjyllands Politi.

Vagtchef Søren Strægaard siger, at gerningsmanden trak kvindens trusser af og befamlede hende, før hun havde held til at sparke ham og slippe væk. Derefter lykkedes det hende at gemme sig for manden.

Gerningsmanden beskrives som en vestligt udseende mand på 30-35 år, almindelig af bygning, 165-170 cm. høj med kort, sort hår. Han havde et sort, tæt skæg, som var klippet pænt fra bakkenbarterne til hagen. Han var iført en kortærmet t-shirt, som måske var grå, og blå cowboybukser. Han talte engelsk med tydelig amerikansk accent.