Ung kvinde varetægtsfængslet for knivrøveri

En 19-årig kvinde er ved et grundlovsforhør onsdag blevet varetægtsfængslet i to uger.

Den 19-årige kvinde var på fri fod i mindre end et døgn efter røveriet, der fandt sted mandag aften mod Aldi i Laurids Skaus Gade i Haderslev.

Udover den 19-årige er også en 16-årig dreng sigtet for medvirken til røveriet, hvor der blev truet med en kniv. Den 16-årige blev løsladt til senere retsforfølgelse, mens den 19-årige kvinde blev varetægtsfængslet i to uger. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Det var skarpe billeder fra forretningens vidoovervågning og oplysninger fra et vidne, der var med til at lede politiet på sporet af de to unge, der begge er fra lokalområdet.

Udbyttet ved røveriet blev det, som politiet kalder et mindre kontant beløb.