Ung mand død efter arbejdsulykke

En 24-årig mand fra Brædstrup blev fredag dræbt i forbindelse med renoveringen af et hus. Ifølge Sydøstjyllands Politi blev manden dræbt, da en betonvæg væltede ned over den 24-årige.

Fredag formiddag klokken 11.42 skete en alvorlig ulykken på Silkeborgvej i Brædstrup. Håndværkere var i gang med renovering af et hus, da en betonvæg væltede, oplyser Mikkel Ross, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

De nærmere omstændigheder omkring ulykken er endnu ukendt.

Arbejdstilsynet skal nu undersøge sagen nærmere.

Den 24-årige var ansat som arbejdsmand. De pårørende er underrettet, oplyser politiet.