Ung mand fortryder efter grov vold

I dag stod William fra Sønderborg frem på TV SYD for at sige, at han fortryder, at han så passivt til, da hans to venner gjorde sig skyldige i grov vold. Det var tæt på at koste en ung mand livet.

William var tiltalt i voldsepisoden, men blev frikendt. Hans to venner blev dømt til henholdsvis ni og 18 måneders fængsel. William blev frikendt, fordi han blot var vidne til den grove vold. Men han greb ikke ind, og det fortryder han bittert i dag.

Efterladt i iskoldt vand

Daneel Ejderskov blev i april udsat for vold på havnen i Sønderborg. Efter et værtshus-besøg blev han taget med ned på havnen af to unge mænd på 17 og 18 år. Han blev banket, sparket og fik knust en flaske i hovedet.

Herefter blev han smidt i havnen tre gange, hvorefter han blev efterladt i det kolde vand, mens voldsmændene gik tilbage til værtshuset.

En forbrydelse

I går sagde Daneel Ejderskovs mor, at dommene er for milde, og en frifindelse af det passive vidne er en forbrydelse i sig selv.

Hun siger, hun har mistet sin søn. For selvom han overlevede, står hans værelse tomt, mens han er under psykiatrisk behandling.

Da Daneel Ejderskov blev reddet op af vandet af to venner, var hans kropstemperatur nede på kun 30 grader, og det var lige til at dø af. Vennerne besluttede at hjælpe ham hjem, skønt han burde have været indlagt.

Hans mor overvejer, om hun vil anmode om at få sagen prøvet ved Højesteret.