Ung mand løsladt med sigtelse for voldtægt ved privatfest

En 18-årig mand er søndag blevet anholdt og sigtet for voldtægt mod en 17-årige pige. Voldtægten skulle være sket ved en privatfest på Als. Han er nu løsladt.

Opdatering: Den 18-årige er blevet løsladt efter afhøring. Manden er fortsat sigtet i sagen, men myndighederne har vurderet, at der ikke var grundlag for at foretage et grundlovsforhør. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Det var moren til den 17-årige pige, der søndag morgen anmeldte, at datteren havde været udsat for voldtægt. 

- Vi identificerede den mulige gerningsmand, og han er blevet anholdt og sigtet i sagen. Men han nægter sig skyldig, siger Ole Aamann vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD

Kendte hinanden i forvejen

Voldtægten skulle være sket omkring klokken 03.30 på Als. Ifølge vagtchefen kendte de to hinanden i forvejen, men vagtchefen ønsker ikke at oplyse yderligere.

Pigen bliver nu undersøgt nærmere, og der er endnu ikke taget stilling til, om den 18-årige mand fra Sønderjylland skal fremstilles i grundlovsforhør.