Ung spøgelsesbilist var skæv og på vej over Den nye Lillebæltsbro

En 20-årig mand fra Varde-egnen var både skæv og på alle måder på afveje, da han natten til mandag ville passere Lillebælt på vej hjem fra Fyn. Det lykkedes dog politiet at stoppede den påvirkede spøgelsesbilist, inden der skete en ulykke.

Kort efter midnat fik Sydøstjyllands Politi en melding om en spøgelsesbilist, der var på vej fra Fyn på motorvejen og over Den nye Lillebæltsbro i det forkerte spor.

- Vi havde tilfældigvis en patrulje i Fredericia, der fik stoppet spøgelsesbilisten på Fynssiden, inden han nåede ud på selve broen og kunne blive årsag til en forskrækkelse eller en ulykke, siger vagtchef Henrik Dam, Sydøstjyllands Politi, mandag morgen til TV SYD.

Det viste sig at være en 20-årig mand fra Vardekanten, der nu sigtes for at køre uden kørekort - men med narko i blodet og være til fare for andre trafikanter ved at køre mod færdselsretningen.