Unge kriminelle kommer i job

Det sparer skatteyderne mange penge at unge kriminelle kommer i arbejde. En konference i Fængslet i Horsens sætter i dag fokus på et succesfuldt projekt.

High:five hedder virksomheden der gratis assisterer andre virksomheder med at ansætte tidligere kriminelle unge i alderen 15-30 år. Derudover hjælper de med at profilere virksomhedernes sociale ansvarlighed, når de tager en ung ind.

Virksomhederne opstiller nogle krav til deres kommende ansatte, og High:five hjælper herefter med at matche de krav, så både virksomheden og den unge bliver en succes.

Ifølge en undersøgelse fra Rambøll vil hver enkelt ung, der lykkes, kunne give samfundet et overskud på 1,4 millioner kroner. De penge kommer fra færre udgifter på grund af kriminalitet, øgede skatteindtægter fra lønindkomst og reducerede udgifter på grund af færre overførselsindkomster.

Ved dagens konference vil High:fives protektor, Prins Joachim, holde tale.

Læs mere om High:five her.