TV der bevæger dig

Forsøger at holde de unge ude af fængslet

Fængselspræst Jesper Birkler og Palle Jensen, der er indsat, fortalte 7. klasse på Stensballeskolen om livet i fængslet. Målet er at holde de unge ude af kriminalitet. Foto: Sara Skovhave, TV SYD

I flere Syd- og Sønderjyske kommuner er ungdomskriminaliteten en smule stigende. Det forsøger en fængselspræst og en indsat at lave om på.

På landsplan er børne- og ungdomskriminaliteten generelt faldende. Men det er ikke alle steder, at det går lige godt. Hos flere af kommunerne i TV SYDs sendeområde er ungdomskriminaliteten svagt stigende. Det gælder blandt andet i Esbjerg, Haderslev og Horsens Kommune.

Torsdag besøgte fængselspræst Jesper Birkler og Palle Jensen, der har siddet i fængsel de sidste 10 år på grund af vold, så Stensballeskolen i Horsens. Målet var at gøre de unge opmærksomme på, hvordan det kan gå, når man ender i fængsel.

- Kan vi forhindre, at én ryger ved siden af og havner i fængsel, så er det det hele værd. For når man havner i fængsel, så spilder man tit flere eller mange år af sit liv på at være der i stedet for at få en uddannelse, siger Jesper Birkler til TV SYD.

Kan vi forhindre, at én ryger ved siden af og havner i fængsel, så er det det hele værd. 

Jesper Birkler, fængselspræst.

Palle Jensen, der er indsat, var med for at fortælle om, hvilke muligheder og fordele man må gå glip af, når man sidder i fængsel. Han håber også, at de unge holder sig ude af kriminaliteten efter at have hørt hans historie. Men samtidig var han også med for at skabe et nuanceret billede af at være indsat.

- Jeg vil godt fortælle, at det ikke bare er lort det hele. Man har faktisk også nogle gode oplevelser, og man kan forandre sig i fængslet, siger han til TV SYD.  

Besøget gjorde indtryk på den flok 7. klasser, som Jesper Birkler og Palle Jensen snakkede med. Fængselslivet var ikke så slemt, som de havde regnet med, men derfor har de stadig tænkt sig at blive på den rigtige side af loven.

- Det er bare ikke sådan, jeg har lyst til at være, siger Mark Mikkelsen fra 7. x på Stensballeskolen.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu