Unge lokkede kondom-team til Sønderborg

Unge i Sønderborg havde i dag mulighed for at vinde et års forbrug af kondomer i sex-jeopardy arrangeret af Sundhedsstyrelsen.

Kondom-uddelingen var en del af Sundhedsstyrelsens store årlige Kun med Kondom-kampagne og fandt sted på henholdsvis Alssund-gymnasiet og Sønderborg Statsskole.

Op til eventen skulle de unge dyste på argumenter for at få Sex og Samfunds kondom-team til at møde op i deres by.

Ved at stille de rigtige spørgsmål til dagens jeopardy, kunne de unge så ydermere vinde et års forbrug af kondomer.

- Vi kommer med lommerne fulde af kondomer og en udfordring til at spille sex-jeopardy. Det skal blive spændende at se, hvor meget de unge i Sønderborg ved om sex - om de for eksempel kender spørgsmålet til svaret: ?En sexsygdom, hvor halvdelen af de smittede ikke mærker nogen symptomer?, siger Søren Ingemann Zinck, projektleder i Sex & Samfund.

Unge vil huskes for god sex

En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at to ud af tre unge i alderen 18 ? 25 år gerne vil huskes for at være gode at have sex med, når de første gang er sammen med en ny partner.

Samtidig siger hele 98 procent af de adspurgte unge, at det er dårlig stil at smitte andre med en sexsygdom.

Ikke desto mindre har hver tredje dansker under 25 år haft en sexsygdom. Og kun halvdelen af danske unge bruger kondom, når de er sammen med en ny sexpartner.

Sundhedsstyrelsen håber derfor, at kampagnen giver de unge en anledning til at tale om sex og kondomer med deres kammerater og gøre det nemmere at foreslå kondom næste gang, de er sammen med en ny sexpartner.

Sønderborg er en af flere byer over hele landet, som kondom-teamet besøger. I Syd- og Sønderjylland får Kolding og Fredericia også besøg.

Fakta

  • Hvert år er ubehandlet klamydia skyld i cirka 4.000 tilfælde af underlivsbetændelse, knap 500 danske kvinder bliver ufrivilligt barnløse, og mere end 300 danske kvinder bliver gravide uden for livmoderen.
  • Sundhedsstyrelsen vurderer, at på landsplan er 50.000 danskere smittet med klamydia. 26.617 personer fik konstateret klamydia i 2011, 27.932 i 2010 og 29.825 i 2009.
  • Sundhedsstyrelsen vurderer, at op mod hver tredje ung under 25 år har haft en sexsygdom.
  • Op mod 3 procent af befolkningen er smittet med herpes ? primært den form, der sætter sig på kønsorganerne. Sundhedsstyrelsen vurderer, at det især er som ung, at man smittes. Herpes kan ikke kureres og giver hos nogle kroniske gener.
  • 30 procent af de seksuelt aktive unge under 30 år har været smittet med et eller flere HPV-vira, og nogle typer kan medføre blandt andet kønsvorter og livmoderhalskræft.