To unge mænd får flere års fængsel for at opbevare våben i bandekonflikt

To mænd på 22 år skal i fængsel i fire og et halvt år for at besidde og opbevare våben under bandekonflikten i Esbjerg.

To banderelaterede unge mænd blev fredag ved Retten i Esbjerg fundet skyldige i  overtrædelse af straffelovens § 192 a, som omhandler besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.

quote

Dommen sender i forlængelse af politiets indsats et stærkt budskab om, at samfundet ikke vil acceptere bandernes kriminelle aktiviteter

Rikke Brændgaard-Nielsen, senioranklager, Syd- og Sønderjyllands Politi 

Straffen blev fire et halvt års fængsel til dem begge. Den ene udvises af Danmark for bestandig. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Retten i Esbjerg lagde i forbindelse med dommen til grund, at våbenbesiddelsen havde relation til den konflikt, der er mellem to bander fra henholdsvis Stengårdsvej-området og Kvaglund-området.

I efteråret 2017 blev der på Stengårdsvej afgivet skud mod to forbikørende knallerter, som tilsyneladende også besvarede skuddene. Hverken de to på knallerterne eller den, der skød på dem, er identificeret. 

Under efterforskningen af skudepisoen blev der ved en ransagning i en kælder på Stengårdsvej fundet en skarpladt pistol og ammunition i form af et magasin isat patroner.

Efterforskningen har vist, at de to dømte har opbevaret og gemt pistolen i en kælder på Stengårdsvej.

Senioranklager Rikke Brændgaard-Nielsen hos Syd- og Sønderjyllands Politi er tilfreds med udfaldet af retssagen.

- Dommen sender i forlængelse af politiets indsats et stærkt budskab om, at samfundet ikke vil acceptere bandernes kriminelle aktiviteter,  siger Rikke Brændgaard-Nielsen.