Unge med særlige behov får deres egen uddannelsesmesse

Unge med særlige behov kan torsdag få information om deres uddannelsesmuligheder på en messe i Rødekro.

På Ud i Fremtiden – uddannelsesmessen for unge med særlige behov - kan unge med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser møde nogle af de ungdomsuddannelser og institutioner, der kan hjælpe dem godt på vej ud i voksenlivet

Unge med særlige behov passer ikke altid ind på de traditionelle ungdomsuddannelser. De har behov for den ekstra støtte og vejledning som et specialiseret tilbud kan give. Men det kan være svært for forældre, fagfolk og de unge selv at danne sig et overblik over de muligheder, der eksisterer.

I Rødekro er flere end 30 udstillere på plads med deres tilbud og information til de unge med særlige behov.
I Rødekro er flere end 30 udstillere på plads med deres tilbud og information til de unge med særlige behov.

Det har Ud i Fremtiden rådet bod på siden messen åbnede dørene for første gang i Roskilde i 2009. Siden er det blevet til arrangementer i Aarhus, Vejle og Odense – og nu også i Rødekro, hvor flere end 30 udstillere præsenterer deres tilbud og information til de besøgende.

quote

- Unge med særlige behov passer ikke altid ind på de traditionelle ungdomsuddannelser

Jens Thygesen, konsulent, Foreningsfællesskabet Ligeværd.

Specialtilbud har ofte en mere praktisk tilgang til undervisningen og tager samtidig fat i alle de ting, eleverne har brug for at vide, så de i størst muligt omfang kan klare sig selv fremover. Det kan fx være brugen af netbank, hvordan man klarer sig med offentlig transport eller at lære at spise sundt og varieret.

På messen vil de besøgende også kunne møde Ungdommens Uddannelsesvejledning på standen UU Danmark. Her kan unge, deres familie og fagfolk få viden om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) og høre nærmere om de andre muligheder, der findes for målgruppen.