TV der bevæger dig

Unge strander i varmestuer for socialt udsatte

Varmestuer er blevet hjemsteder for socialt udsatte.

Stadig flere helt unge uden uddannelse og arbejde søger mod landets varmestuer og væresteder.

De burde være i fuld gang med livet, men er allerede gået i stå.
Et stigende antal helt unge mellem 18 og 25 år opsøger væresteder og varmestuer for at få mad og omsorg - særligt sidst på måneden, hvor pengene ikke længere rækker.

Det fortæller flere af landets største sociale organisationer, skriver Kristeligt Dagblad.

- Vi kan konstatere en øget tilstrømning af ganske unge mennesker til varmestuerne i de store og mellemstore provinsbyer. Der er flere og flere, der slet ikke får fat og indleder karrieren som varmestuebruger allerede som 18-årig, siger Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær.

Sønderborg og Vejle er blandt de byer, hvor korshærens varmestuer i stigende grad møder de helt unge. Ifølge organisationen er det unge uden uddannelse, uden praktikplads og uden arbejde - og i nogle tilfælde unge med misbrug.

- For blot et par år siden så vi aldrig de helt unge, men nu udgør de cirka en femtedel af vores brugere, især sidst på måneden, siger korshærsleder i Vejle Jens Lundsgaard.
 
Bekymringen er ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd velbegrundet. Nye septembertal herfra viser, at ledigheden for de 15-29-årige nu er steget til 12,7 procent, mens over 60.000 unge i Danmark bliver defineret som fattige.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet kan unge i varmestuen ende som en blivende samfundstendens:

 - Vi oplever en ny form for polarisering og proletarisering, hvor vi ifølge OECD-fattigdomsgrænsen har fået et stort antal nye fattige. Fortsætter det på den måde, vil flere unge få et forsørgelsesproblem, blive langtidsledige og falde igennem det sociale system, siger han.
 


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App