Unge tror ikke, ældre har sex

I dag var unge og ældre samlet på en produktionshøjskole i Rødekro for at udveksle erfaringer generationerne imellem.

Unge som ældre er samlet om små borde på Produktionshøjskolen Meritten i Rødekro. Kaffen er skænket, kagen serveret, og på bordene ligger kort med forskellige samtaleemner. I dag skal de nemlig prøve forskellige fordomme af på hinanden.

- Vi har snakket om mange emner. Vi har snakket om sproget, og lidt om sex. De tror jo ikke, at ældre mennesker har sex eller noget som helst, og det, synes jeg, var lidt skægt, griner 69-årige Lis Britta Reus, der er pensionist.

Det er Meritten:

  • For unge mellem 16 og 25 år, der har brug for et pusterum.
  • De unge får mulighed for at finde sig selv og blive klar til at fortsætte på en ungdomsuddannelse eller komme i rigtigt arbejde.
  • De unge får løn, mens de går på skolen, men for at komme ind skal de have en målgruppevurdering. Det kan de få hos en UU-vejleder i den kommune, hvor de bor.

Virkeligheden ændret på få år

18-årige Ea Spangtoft fik sig også noget af en overraskelse.

- Det kom bag på mig, hvor meget virkeligheden har ændret sig på de få år, der faktisk er gået. Blandt andet hvordan sproget har ændret sig, siger hun.

Unge og ældre svinger godt

Det var skolens elever, der havde inviteret en gruppe ældre på besøg. At det netop var de ældre, eleverne havde inviteret, var ikke en tilfældighed.

- Der er mange af vores unge, som har det svært med forældregenerationen, men som har det godt med bedsteforældregenerationen. Derfor er vejen lidt nemmere, hvis det er en mormor eller farmor, de skal snakke med, end hvis det er en far eller mor, siger underviser Lone Keller Petersen, Produktionshøjskolen Meritten.

Se en reportage fra dagens møde mellem de unge og ældre. 

Pas på med at skille generationerne

Efter et par kopper kaffe og lækker kage var pensionist Lis Britta Reus blevet klogere på de unge – og omvendt. Hun havde været spændt på at møde de unge, og hun kommer gerne igen.

- Jeg synes, at man skal passe på med at skille generationer. Alle kan give hinanden noget. Vi kan give dem noget, de kan give os noget. Jeg synes, at det er rigtig godt med sådan et arrangement her, siger Lis Britta Reus.

De unge og ældre fik en snak over en kop kaffe og et stykke kage.
De unge og ældre fik en snak over en kop kaffe og et stykke kage.