Unge vælger uddannelse med hjernen

Meget tyder på at de kommende studerende i Syd- og Sønderjylland vælger uddannelser, der efterspørges på arbejdsmarkedet.

Tirsdag middag var der ansøgningsfrist for dem, der gerne vil i gang med en videregående uddannelse efter sommerferien. Nu er tallene gjort op, og det lader til, at de unge i høj grad har taget fremtidige jobmuligheder med i deres overvejelser. Sådan lyder meldingen fra to uddannelsesinstitutioner i Syd- og Sønderjylland.

 - Samlet set er vores optag på samme høje niveau som sidste år. Men tallene dækker over en række interessante forskydninger. Det ser ud til, at mange unge også har det beskæftigelsesmæssige element med i deres overvejelser. Det er rigtig positivt for vores erhvervsliv og for vores område generelt, siger  Henrik Larsen, der er rektor på Erhvervsakademi SydVest, i en pressemeddelelse.

På Erhvervsakademi SydVest oplever de blandt andet, at uddannelserne Finansøkonom og Datamatiker er mere søgt end sidste  år både i Esbjerg og Sønderborg. Det er ifølge Henrik Larsen uddannelser, der er meget eftertragtede på arbejdsmarkedet i Sønderjylland.

På Sydjyllands største uddannelsesinstitution, UC SYD, oplever de også, at de unge vælger uddannelser, hvor der er gode chancer for at få arbejde efterfølgende. Her er det særligt læreruddannelserne, som mange har søgt ind på.

- Hvad enten det skyldes det ene eller det andet, så er arbejdsløshedsprocenten for lærere omkring én. Der er altså fuld beskæftigelse i lærerfaget. Faktisk er der kommuner i Danmark, som ikke kan få besat ledige lærerstillinger. Og at kunne sige til vores studerende, at de er efterspurgte af arbejdsgiverne, betyder rigtig meget for os som professionshøjskole. Vi skal uddanne med relevans. Altså til fag hvor de studerende også kan regne med at få en karriere, når de er færdige med deres uddannelse, siger UC SYDs rektor, Birthe Friis Mortensen, i en pressemeddelse.