Ungt talent skifter til Ribe-Esbjerg

20-årige Jonas Langerhuus skifter med øjeblikkelig virkning fra KIF til Ribe-Esbjerg HH. Han vurderes af landstræner Ulrik Wilbek til at være et af dansk håndbolds store talenter.

Jonas Langerhuus har vurderet, at han måske ikke ville få så meget spilletid i den nye fusionsklub i Kolding. Derfor har han tegnet en to-årig kontrakt med Ribe-Esbjerg.

- Jeg glæder mig rigtigt meget til at være med i Ribe-Esbjerg HH?s fight for at komme til at spille en rolle i ligaen. Jeg har hørt, at der er et rigtigt godt trænings- og klubmiljø, og jeg glæder mig til at spille ligahåndbold tæt på familien og i den by, hvor jeg er vokset op, siger Jonas.

Aftale ophævet

- Vi har hele tiden været meget interesseret i at få Jonas til truppen, fortæller cheftræner Nick Rasmussen. - Vi er meget tilfredse med, at det nu er lykkedes. Jonas er en teknisk kompetent og gennembrudsfarlig spiller med stor speed og mod til at udfordre, og hans skud på mellemdistancen er rigtigt farligt. Jonas kommer med nogle rigtigt gode kompetencer. Han er med til at gøre vores trup bredere og mere robust. Det er meget positivt.

Jonas Langerhus vender håndboldmæssigt hjem. Han er vokset op i Esbjerg, hvor han spillede i SGI, indtil han flyttede til Skanderborg. Her spillede han ind til i år, hvor han indgik en aftale med KIF Kolding for den kommende sæson. Den aftale er nu ophævet.

Han spiller primært højre back og fløj. Han har spillet 21 Y-landskampe og scoret 130 mål. Ved U18 Europamesterskaberne i 2010 blev han udtaget til All Star-holdet.