Ungt teater vinder Vejles kulturpris 2018

Ungdommens Teater fik i dag en pris for et stærkt sammenhold og overraskende forestillinger.

Ungdommens Teater vandt i dag Vejle kommunes kulturpris. Med hæderen følger 10.000 kroner, som foreningen kan bruge på at lave forestillinger.

- Det er et kæmpe skulderklap, at vi overhovedet er nominerede, endda for tredje gang. Det her er stort for os, og vi vil bruge pengene på at lave en ekstrafed forestilling, siger foreningens formand Youssef Agerbo Halabi til TV SYD.

Sammenhold skaber magi

Den seks år gamle teaterforening har skabt en række gratis forestillinger, som især henvender sig til et ungt publikum. Ungdommens Teater har 30 aktive medlemmer mellem 15 og 25 år, og i foreningens korte levetid har over 150 personer bidraget. 

- Der er plads til alle, som har lyst til at lave teater. Vi udfordrer hele tiden os selv og er ambitiøse. Men samtidig er vi selskabelig forening, hvor vi støtter hinanden og har det sjovt sammen, siger Youssef Agerbo Halabi.

Foreningen opfører sine forestillinger i Spinderihallerne i Vejle, og det hele foregår under mottoet ”Sammenhold skaber magi”.  Både det stærke fællesskab og de idérige forestillinger blev fremhævet, da foreningen fik prisen.