Uønskede arter på årets dyrskue i Aabenraa

De fire sønderjyske kommuner har i år valgt at bruge dyrskuet som platform til at udbrede kendskabet til de uønskede arter, der sniger sig over grænsen.

- Sønderjylland er rimeligt ramt af invasive arter, fordi vi netop er porten til norden fra resten af Europa, hvor mange af arterne kommer fra, fortæller naturvejleder Hans Tonnesen fra Tønder Kommune.

I kommunens telt er årets tema tydeligt, hver væg er plastret til med information om bjørneklo og mårhunde. Selv de mindste besøgende bliver inddraget i kampen.

- Jeg sidder og tegner en bjørneklo. Den er meget farlig, så den skal man nok ikke lige så tæt på, forklarer Isabelle Boisen. Den viden har hun fra sine forældre, og den har været til stor hjælp.

quote

Sønderjylland er rimeligt ramt af invasive arter, fordi vi netop er porten til norden fra resten af Europa, hvor mange af arterne kommer fra.

Hans Tonnesen, naturvejleder, Tønder Kommune 

- Jeg kommer vidt omkring, så jeg har set mange af dem, uddyber Isabella Boisen på 11 år. Tegningen kan hun bytte hos naturvejlederen for et stykke slik, når kunstværket er færdigt.

En af dem, der ikke har helt styr på de invasive arter, er pensionist Hilda Skov fra Over Jerstal, der til sin store overraskelse huser en uvelkommen immigrant i baghaven – nemlig en japansk pileurt.

- Jeg anede det ikke og jeg synes jo egentlig, at den er meget fin. Men nu ryger den væk!, siger pensionisten efter at have hørt naturvejlederens syn på planten. Det er nemlig en af de arter, der ikke hører til i Danmark og kvæler alt andet.

- Vi har mange invasive arter her i landsdelen. Vi kan stå her til i morgen tidlig og tale om dem, hvis det var, lyder svaret kækt fra naturvejlederen, da han bliver bedt om at remse de invasive arter op.

Og han har ret. Der er nemlig mange. Men han har dog gode råd mod de fleste – og nogle af dem, som stillehavsøster og japansk pileurt, som kan man forsøge at spise væk, hvis man har en god appetit.