Urolig nat i Vejle

Politiet har haft en travl nat i Vejle. I løbet af i nat er der anholdt syv personer, skriver Radio VLR.

Ved midnat startede urolighederne med uro ved diskotekerne på Dæmningen i Vejle. Fem blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Og ved 5-tiden blev en 23-årig mand slået ned på Dæmningen. To mænd overfaldt manden. Den 23-årige flækkede muligvis det ene øjenbryn og fik et blåt øje.

De to gerningsmænd er anholdt og Sydøstjyllands Politi tager i løbet af dagen stilling til de anholdtes videre skæbne, fortæller vagtchef, Jesper Duus, til Radio VLR.