Ustabilt sommervejr præger de næste dage

Regn og sol dominerer skiftevis i løbet af ustabil uge. Efter en flot start på ugen vil flere frontsystemer langsomt bevæge sig ind over landet.

Endnu en uge med ustadig vejr uge venter os, men der bliver trods alt gode muligheder for at se solen for de fleste. 

- Vi er vågnet op til en usædvanligt smuk mandag med en gylden morgensol, men vi har to frontsystemer, der langsomt bevæger sig ind over landet, siger Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, til Ritzau.

Mens solen fortsat vil danse over store dele af landet, så vil fronterne især præge vejret i den sydlige og østlige del af landet. Temperaturerne vil mandag holde sig mellem 17 og 22 grader med kun svag vind, så det ligner sommervejr.

Tirsdag begynder også med sol, men skyerne bevæger sig langsomt ind over landet fra vest, hvilket vil give regn og byger mange steder. Og onsdag vil der især i de sydlige egne komme skyer og regn af og til. Ellers bliver det mere tørt i de nordlige egne, der kan forvente nogen eller en del sol, siger Mette Wagner.

Senere på ugen vil temperaturerne få et lille dyk, så de lægger sig mellem 15 og 20 grader. 

Torsdag ligner til gengæld en tør dag for hele landet, før bygevejret vender tilbage fredag, der dog også byder på gode solchancer flere steder i landet. 

- Så alt i alt får vi lidt sommerfornemmelser, selv om det bliver en ustabil uge, siger Mette Wagner, meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut.