Uventet opbakning fra politiker

Folketingspolitiker Karina Adsbøl (DF) vil have ministeren i tale efter et indslag i TV SYD om en mormor, der kun må se sit tvangsfjernede barnebarn to timer hver måned.

Indslaget beskriver, hvordan en mormor fra Gesten må nøjes med at se sit barnebarn i 2 timer hver måned. Birthe Lund beskriver et sagsforløb, hvor hun som bedsteforældre til et tvangsfjernet barn ikke har fået lov til at se sit barnebarn nok og ikke føler sig hørt af Esbjerg Kommune.

- Det er vigtigt for barnet at have kontakt til den biologiske familie. Det er vigtigt, at de ved, hvor de kommer fra, og at der er en kontakt, selvom forældrene ikke kan tage sig af barnet. Er der en bedstemor, skal vedkommende selvfølgelig drages ind i sagen, siger folketingspolitiker Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti.

Kommunerne har mulighed for at indkalde til familierådslagning i anbringelsessager, men gør de alt for lidt, ifølge Karina Adsbøl. Flere sager er havnet på hendes bord.

- Jeg er blevet kontaktet af flere pårørende, der ikke føler sig hørt, og jeg har selv siddet som bisidder i flere sager, hvor kommunerne ikke har benyttet sig af familierådslagning, siger hun.

Karina Adsbøl rejste allerede i februar problemet om manglende familieinddragelse i tvangsfjernelsessager overfor socialministeren i Folketingets spørgetid. Nu gør hun det igen, og denne gang skal ministeren svare konkret på, hvor mange af den type sager der er, og hvordan kommunerne kan blive bedre til at inddrage familiemedlemmer i tvangsfjernelsessager.

- Kommunerne SKAL blive bedre til at inddrage familien, siger hun.