Våbenhvile i skraldekonflikt: Intet er afgjort endnu

I morges genoptog skraldemændene deres arbejde i Vejle Kommune. Men der er endnu ikke indgået forlig, så affaldshåndteringen i Vejle Kommune er stadig usikker.

Godt nok kørte skraldefolkene ud og tømte de fyldte skraldespande i Vejle Kommune i dag. Men sideløbende har de været til tre forhandlinger med RenoNorden i løbet af dagen, og der er altså ikke indgået en aftale endnu.

Det fortæller John Frandsen fra 3F til TV SYD.

- Det har været en lang dag, og vi har endnu ikke fundet en løsning. Men begge parter er pressede nu, siger han.

De to parter har aftalt at mødes onsdag for at forhandle igen. Imellemtiden fortsætter skraldemændene med at arbejde.

- Jeg har en forhåbning om, at vi kan finde en løsning på onsdag. Men jeg frygter det værste. Det er absolut sidste chance for parterne, siger han.