Våd og kølig start på Skt. Hans-ugen

Det bliver en våd og kølig start på ugen og det kan mange steder blive svært at få fut i Skt. Hans-bålene tirsdag aften efter den kraftige regn natten til mandag.

For første gang denne sommer er Sønderjylland i aftes og i nat blevet ramt af 'kraftig regn' - dvs. mere end 24 mm regn på seks timer. Det fortæller TV 2 Vejret.

En smal stribe af kraftige byger passerede i aftes og i nat ind over landet fra sydvest og lægger her til morgen over de nordlige og østlige egne.

Da nedbørområdet passerede Sønderjylland kastede det intet mindre end 24,4 mm regn af sig i Skrydstrup fra kl. 21.00 til kl. 03.00, og dermed var kriteriet for 'kraftig regn' altså overskredet.

Nedbørområdet vil i formiddag især præge det nordlige og østlige Jylland samt Sjælland, Lolland og Falster, mens der i eftermiddag kan dannes andre byger over navnlig den sydvestlige del af landet - måske med torden.