Angrebet med bomberør og kasteskyts: Hvad skal det til for? Opfør jer nu ordentligt

En vægter fra et privat vagtfirma blev natten til mandag angrebet af en flok unge, da han patruljerede i bydelen Høje Kolstrup i Aabenraa.

Det er mandag morgen klokken 3:30. Stefan er kaldt ud til en tyverialarm på Høje Kolstrup Skole i Aabenraa.

Men det, der viser sig at være lidt af et rutinekald, ændrer hurtigt karakter. Da Stefan går tilbage til sin vagtbil, begynder seks unge at provokere vægteren og råbe efter ham.

Det fortæller han til TV SYD.

quote

Man bliver da lidt arrig indeni og tænker, hvad i alverden skal det til for? Man passer jo bare sit arbejde.

Stefan, vægter, Kleys Vagttjeneste

Stefan vælger ikke at reagere på det og sætter sig ind i bilen. Herefter udvikler situationen sig. De seks unge mennesker finder bomberør og fyrværkeri frem og tager sigte mod bilen – og rammer. Flere gange.

- Man bliver da lidt arrig indeni og tænker, hvad i alverden skal det til for? Man passer jo bare sit arbejde, siger Stefan, der er vægter hos det private vagtfirma Kleys Vagttjeneste.

Genstand kastet fra bro

Han vælger at køre videre og trække sig fra de unge mennesker. Men det stopper ikke der. Lidt efter kører han under en bro ved Camma Larsen Ledets Vej nær skolen.

Indtil videre er vægteren ikke synderligt chokeret eller rystet. Chokket kommer først med den genstand, der bliver kastet ned fra broen og rammer vagtbilens forrude, som går itu.

- Det havde jeg ikke set komme. Jeg tænkte jo, at det var overstået, fortæller Stefan.

- Jeg er rystet over deres opførsel

Stefan forsøger ikke at lade sig påvirke for meget af hændelsen og fortæller selv, at han ikke er bange for at tage derud igen. En ting har dog chokeret ham.

- Jeg er rystet over deres opførsel og den udvikling, det har taget. Der er bundærgerligt, siger Stefan og forklarer, at vagtselskabet før har oplevet noget lignende i samme område. Bare ikke helt så voldsomt.

En hvid bold og et bomberør er fundet ved broen og indgår i politiets efterforskning.
En hvid bold og et bomberør er fundet ved broen og indgår i politiets efterforskning.

Stefan vælger at kontakte politiet for at anmelde episoden. Mens han venter, holder han øje med de unge på broen. De har igen fundet bomberør frem og forsøger at ramme bilen med fyrværkeriet.

- Der kørte jo andre biler under broen, så det kunne jo være gået ud over andre end lige mig. De er gået over grænsen, siger Stefan.

- Folk skal bare opføre sig ordentligt

Stefan og vagtfirmaet opfordrer til dialog og fred og fordragelighed i området.

- Løsningen er jo i bund og grund, at folk bare skal opføre sig ordentligt. Det kan jo ikke være så svært, mener Stefan.

- Man må godt begå fejl, siger vægteren, men han håber, at de unge lærer af dem.

- Jeg håber, at de ser, lytter og læser med og opdager, at det kan have seriøse konsekvenser. Faktum er, at lige meget hvad, kan de aldrig vinde den kamp, siger han.

- Der kommer jo flere og flere vagter, og kan de ikke løse det, så kommer der mere og mere politi.

Stefans vagtbil måtte en tur til mekaniker efter episoden i Høje Kolstrup.
Stefans vagtbil måtte en tur til mekaniker efter episoden i Høje Kolstrup.

Politet efterlyser vidner

Som reaktion på hændelsen sender Aabenraa Ungdomsskole nu opsøgende pædagoger - også kaldet streetworkere - ud i området i nattetimerne.

Syd- og Sønderjyllands Politi har kun et sparsomt signalement af de seks unge mænd, der beskrives som 15 til 18 år gamle. De var iført mørke hættetrøjer, der dækkede deres ansigter.

Politiet vil gerne høre fra folk, der har set eller hørt noget i Høje Kolstrup i de tidlige morgentimer mandag. Politiet kan kontaktes på 114.

Redaktionen kender Stefans fulde navn, men af hensyn til den interne sikkerhedspolitik vil vagtfirmaet ikke have medarbejderes efternavne frem i offentligheden, og det respekterer TV SYD.