Væltede gravsten og ødelagte lygter: Kirkegård udsat for hærværk

Natten til tirsdag blev flere gravsteder på kirkegården ved Vonsild Kirke i Kolding ødelagt.

Væltede gravsten, ødelagte lygter og blomster, der var revet op af jorden. Det var, hvad der tirsdag mødte graverne på Vonsild Kirkegård, da de mødte ind på arbejde.

I alt otte gravsteder havde haft besøg af hærværksmand natten til tirsdag.

- Det er selvfølgelig ubehageligt, siger formanden for menighedsrådet i Vonsild Kirke, Britta Lysen Priisholm, til TV SYD.

Ifølge hende er det første gang, kirkegården ved Vonsild Kirke har været udsat for hærværk. Hærværket er blevet meldt til politiet – og to borgere har henvendt sig med en beskrivelse af potentielle gerningsmænd, siger Britta Lysen Priisholm.

- Der er to borgere, der uafhængigt af hinanden har henvendt sig til os med en beskrivelse af en gruppe på fem drenge. To store, og to, der var lidt mindre. Alle havde hættetrøjer på, lyder beskrivelsen ifølge formanden for menighedsrådet. Hun kalder hærværket for ”grove drengestreger”.

Tirsdag har graverne på kirkegården arbejdet sammen med en stenhugger om at rejse stenene og plante nye blomster på de berørte gravsteder. Der mangler stadig lidt, før gravstederne er som før hærværket, beretter formanden onsdag.

Der er ingen videoovervågning på kirkegården ved Vonsild Kirke, og det besværliggør opklaringen af sagen. Derfor overvejer de i menighedsrådet nu, om der i fremtiden skal videoovervågning på kirkegården.

- Det kan godt være, vi skal tage det op til overvejelse igen, siger Britta Lysen Priisholm til TV SYD. 

Se flere billeder af hærværket i billedhjulet øverst.