Væltet tankvogn spærrer rundkørsel

En væltet tankvogn læsset med 17.000 liter dieselolie spærrer mandag en meget trafikeret rundkørsel ved Fredericia.

Det er anhængeren til en fuld lastet tankbil, der er væltet om på siden i en rundkørsel på rute 28 ved Egeskov.

Rundkørslen ligger for enden af motortrafikvejen mellem Vejle og Fredericia - og morgentrafikken har været stærkt berørt af uheldet, hvor ingen mennesker er kommet noget til.

quote

Der er risiko for, at der for alvor går hul på tanken, og de 17.000 liter strømmer ud i naturen. Vi skal have boret nogle huller i tanken og suget dieselolien ud.

Jan Møller, indsatsleder, Trekantområdets Brandvæsen

Den væltede anhænger med 17.000 liter dieselolie er utæt, og der drypper diesel ud fra den side af anhængeren, der er presset ned mod jorden.

- Vi kan ikke løfte lastbilen på ret køl, da der er risiko for, at der for alvor går hul på tanken, og de 17.000 liter strømmer ud i naturen. Vi skal have boret nogle huller i tanken og suget dieselolien ud. Det tager lang tid, siger indsatslederJan Møller, Trekantområdets Brandvæsen, til TV SYD.

Den seneste meldig er, at tankvognen først kan fjernes midt på eftermiddagen. Trafikken mod Fredericia kan passere rundkørslen, mens trafikken mod Vejle ledes ad andre veje.

En slamsuger sørger for, at den dieselolie, der allerede er løbet ud fra tankbilen, ikke slipper ud i naturen og de nærliggende vandløb.