Vær opmærksom: Falske opkrævninger snyder bogholderen

Syd- og Sønderjyllands Politi har i disse dage fokus på snydemails - både til private og virksomheder.

Det er ikke kun dig og mig, der kan få snydemails og Nigeria-breve.

Den digitale form for svindel har også fundet vej til danske virksomheder:

Det er sommerferie, og virksomhedens bogholder er gået på ferie. Men afløseren modtager en mail med opkrævning af et større beløb fra et firma i udlandet, og til betaling med det samme. Men på grund af den manglende erfaring hos afløseren kan det ende koste dyrt, skriver DR Syd.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i disse dage fokus på snydemails, og de såkaldte Nigeria-breve. Førhen var de kun rettet mod private, men i følge specialkonsulent i Det Kriminalpræventive Sekretariat i Syd og Sønderjyllands Politi, Christian Østergaard, så oplever mange firmaer nu at modtage de falske opkrævninger:

- Der kan være en fare for, at de kommer til at betale penge, som de ikke skulle have betalt. Er de først betalt, er der ingen mulighed for at få dem tilbage. Så er de overført til udenlandske konti, og umulige at spore, siger han.

Ifølge Christian Østergaard kan man også, uforvarende, komme til at trykke på et indlagt link, der gør, at computeren bliver afluret, så svindlerne kan følge med i hvad der sker.

De mange snyde mails, og Nigeria-breve bliver oftest sendt fra svindlere i udlandet, og, sjovt nok, i høj grad fra Nigeria.

De er oftest ekstrem nemme at gennemskue, håbløst naivt forfattet og fuld af løfter om enorme summer til gengæld for et mindre beløb til afsender. Men nu går svindlerne altså efter virksomheder med paraderne nede i ferietiden.

Specialkonsulent Christian Østergaard kommer her med hans bedste råd til hvad man skal gøre, hvis man har modtaget en ukendt opkrævning:

- Er man det mindste i tvivl om, at det kommer fra en seriøs afsender, så gælder det om at slette. Det bedste råd jeg kan give er: Slet, slet, slet!