Værested skaffer job til socialt udsatte

Værestedet Den Blå Oase har startet en virksomhed, og det har skaffet arbejde til 12 socialt udsatte.

Værestedet Den Blå Oase i Aabenraa har lavet en virksomhed, som tjener penge på helt almindelige vilkår. Den eneste forskel er, at overskuddet går til at skabe nye arbejdspladser for socialt udsatte.

Tommy Nielsen er en af de 12 socialt udsatte, der har fået arbejde gennem det nye projekt.

- Jeg er glad for sammenholdet og for at have nogle mennesker at snakke med hver dag. Og så kommer jeg ud og laver et stykke meningsfuldt arbejde, siger Tommy Nielsen til TV SYD.

Tommy Nielsen har i flere år været arbejdsløs, men nu er han sammen med 12 andre udsatte blevet ansat i Den Blå Oases nye virksomhed, hvor han hjælper med at drive Blå Kors' genbrugsbutikker i Aabenraa. Fælles for de 12 ansatte er et ønske om forandring.

- Uden drømme kommer man ikke langt. Og vi vil rigtig gerne være med til at give håb. Men hver enkelt deltager sætter selv sine egne mål, siger Hanne Kristensen, der er værestedsleder hos Den Blå Oase.

De 12 ansatte i Den Blå Oases virksomhed får ikke løn for deres arbejde, men modtager kontanthjælp fra kommunen.

Værestedsleder Hanne Kristensen fra Den Blå Oase i Aabenraa.

Her kan du høre værestedsleder Hanne Kristensen forklare, hvad formålet er med projektet. (Varighed: 00:25 min.)